Babettes gæstebud fra 1987, instrueret af Gabriel Axel efter Karen Blixens fortælling, har en lidt speciel plads hos mig. Min mor tvang mig til at se den, og dengang forstod jeg ærligt talt ikke, hvad jeg skulle med den.
Det mærkelige er, at der skulle gå flere årtier, før jeg for alvor fangede budskabet. I dag ser jeg den som en film om gavmildhed, kunst, nydelse og om, hvad et menneske kan give andre gennem noget, det virkelig mestrer. Måltidet er ikke bare mad; det bliver en handling, der forandrer stemningen mellem mennesker.
Det fine ved at vende tilbage til en film
Nogle film ændrer sig ikke – men det gør man selv. Det er næsten det mest interessante ved Babettes gæstebud for mig. Den film, jeg ikke forstod som ung, virker i dag både enkel og meget stærk.
Nogle film ændrer sig ikke – men det gør man selv. Det er næsten det mest interessante ved Babettes gæstebud for mig. Den film, jeg ikke forstod som ung, virker i dag både enkel og meget stærk.
Filmen blev den første danske film til at vinde Oscar for bedste fremmedsprogede film. Det er en stor hæder, men for mig er dens langsomme personlige eftervirkning egentlig mere interessant.