Pusher fra 1996 var Nicolas Winding Refns debut som instruktør, og for mig var det den første danske undergrundsfilm, der for alvor slog igennem. Den føltes som noget helt andet end det Danmark, man normalt så på film.
Her var København ikke pæn eller poleret. Filmen viste narkohandel, gæld, vold og mennesker på kanten i et råt miljø, hvor kameraet kom helt tæt på. Den havde en energi og en beskidt realisme, som gjorde den både ubehagelig og fascinerende.
Det jeg især husker
At dansk film pludselig kunne vise et helt andet Danmark. Ikke postkortet eller den pæne middelklasse, men en underverden med sit eget sprog, sine egne regler og mennesker, der ikke lignede klassiske filmhelte.
At dansk film pludselig kunne vise et helt andet Danmark. Ikke postkortet eller den pæne middelklasse, men en underverden med sit eget sprog, sine egne regler og mennesker, der ikke lignede klassiske filmhelte.
Filmen blev et gennembrud for Refn og flere af skuespillerne og står stadig for mig som et markant skift i, hvad dansk genrefilm kunne være.