Road to Vostok er et spil, jeg finder spændende på konceptniveau. Hele idéen med et hårdt, ensomt overlevelsesspil i et grænselandskab mellem sikkerhed og fare er i sig selv dragende. Der er noget ved den langsomme, alvorlige tone og den barske stemning, som gør, at man får lyst til at følge projektet.
Alligevel bliver jeg ikke helt fastholdt af det. Når det kommer til stykket, synes jeg også, at spillet har en del begrænsninger. Nogle af dem er naturlige, fordi det er et projekt under udvikling, men andre handler om, at det lovende koncept ikke altid bliver omsat til en lige så spændende oplevelse i praksis.
Det ændrer ikke ved, at jeg stadig synes, det er interessant. Road to Vostok er et af de spil, hvor idéen næsten er en del af attraktionen i sig selv. Jeg kan godt lide ambitionen og retningen, også selv om det ikke er et spil, jeg bliver siddende fast i i timevis.
Konceptet er stærkt, stemningen er god, men spillet viser også tydeligt, at gode idéer ikke altid er det samme som langvarig fastholdelse.