Efter Wolfenstein 3D og Doom blev Unreal Tournament mit favorit-FPS i mange år. Det var ikke kun fordi det var hurtigt og underholdende, men fordi det føltes som et spil, hvor det tekniske, det sociale og det kreative gik op i en højere enhed.
Det, der især gjorde indtryk på mig, var hele online-delen omkring spillet. Man kom ikke bare ind i en bane og skød på andre. Man kom ind i fællesskaber, servere, klaner, map-rotationer og en kultur, hvor man gradvist lærte folk at kende. Det var en anden form for computerspilsoplevelse end de mere lukkede singleplayer-spil.
Samtidig kørte det fantastisk på Unreal Engine. Der var noget elegant over bevægelsen, våbnene, tempoet og banernes flow. Selv når man blev skudt sønder og sammen, føltes det godt at bevæge sig rundt i spillet.
En stor del af charmen for mig var også, at jeg selv lavede maps omkring år 2000. Det var sjovt at lege med baner, rumforløb, pickups og flow og se, hvordan små ændringer kunne gøre en bane mere eller mindre spændende. På den måde blev spillet også et kreativt værksted.
Det var kombinationen af et hurtigt og velfungerende FPS, et aktivt onlinecommunity og muligheden for selv at bygge noget videre oven på spillet.